Så havde jeg lige akkurat sænket paraderne, og fundet lidt glæde og optimisme frem igen. Til livet. Og havde oveni købet fundet overskud til at besøge nogle ualmindeligt gode mennesker, som Kevin er i familie med. Men en yderst hyggelig aften med kaffe og kage, skulle vise sig at få en urimelig tragisk afslutning. Det ene øjeblik sad vi alle og kaglede glade i munden på hinanden, fordi det var så længe siden vi sidst havde set hinanden. Det næste øjeblik skulle hun ind i et andet rum for at hente noget. Og da hun kom tilbage, vendte det hele eddermanme. Hun sank pludselig sammen på stolen, rallende. Kevin og jeg blev hurtigt enige om, at det var helt galt. Hendes mand sad på den anden side af bordet, og kunne faktisk intet gøre. Jeg fik fat i alarmcentralen 112 med rystende stemme. Da jeg blev stillet videre til en sygeplejerske, kunne jeg allerede høre ambulancens sirener nede i byen. Jeg ved ikke hvor længe redderne var der. Men vi blev sendt ud på opgangen, og mens jeg stod og beroligede både mig selv og hendes mand, hjalp Kevin redderne og lægen med både båre, og at hente alle mulige ting nede i lægevognen. Så var det nogen derinde sagde “hjertestop” og man kunne høre den mekaniske kvindestemme fra en defribilator, og reddernes dæmpede samtaler. En masse flytten rundt på ting. Da de tog hende med på hospitalet, fortalte de at hun endnu ikke var ved bevidsthed, men at der var puls og at hun selv trak vejret nogenlunde.

Hun døde natten til lørdag.
We are devastated.

At skrabe sig selv op fra gulvet. Det er stort set hvad jeg har forsøgt at gøre, siden onsdag. “Livet går videre” vil nogle sige. Hvilket sikkert også er rigtigt, men sorgen er ubærlig. Det er som at miste sin bedste ven. Sin familie. For pokker det gør ondt!

Jeg er bagud med alt. Er startet på et nyt forløb i den nye kommune, og jeg har allerede set mig rygende rasende på systemet. Til trods for at jeg kun startede idag. Søger job. Helt vildt meget.

Bilen er solgt til stanglakrids. Eller forsikringen om man vil. Fik lokket ud af taksator at den vil blive splittet ad i atomer og solgt til skrot. High-fiver stadig mig selv rent mentalt for at turde. Jeg har separationsangst når det kommer til mine sager. Og min bil er mit kæreste eje i det matrielle segment. Men heldigvis med den type ting, går man jo kun af med det gamle, for at erstatte det med noget bedre.

Jeg takker desuden for kommentarere og trøst. Jo tak, jeg er nogenlunde ok – hovedet op og benene ned, i ved.